Velkommen til Juelsminde Dagskole
Vi er en skole for børn og unge i den skolepligtige alder, som har brug for et alsidigt, virkelighedsnært og praktisk program, hvor god faglig undervisning er meningsgivende og motiverende for den enkelte og fællesskabet.
Skolen er for børn og unge, der føler sig tryg i klasser med få elever eller som trives bedst i 1:1 undervisning. Her er der rum til at få den nødvendige tid og støtte til, at ”få lært at gå i skole igen” – eller få mere hjælp til dét, der kan være svært.
Som elev på Juelsminde Dagskole bliver du præsenteret for en række af muligheder, der vil inspirere dig, undre dig, gøre dig nysgerrig og give dig lyst til at lære. Lyst til at lære om livet, at lære om fællesskab og sammenhold, at lære om verden, at lære om kunst og kultur, at lære om innovation og lære om det at være menneske.
Hos os er der fokus på at udvikle den enkeltes evner som menneske.
“Fællesskabet er afgørende for udvikling”
– Forstander Ellen Holberg
Skoletrætte elever
Vi har gennem tiden haft stor succes med, at få skoletrætte elever til at trives såvel fagligt, socialt som personligt.
Vi tager opgaven meget seriøst og glædes gang på gang over, hvordan en hel familie igen genfinder tilliden og kommer i balance, når den unge finder tilbage i sig selv og begynder at blomstre.
Vi ser det som en vigtig del af vores ansvar, at tilrettelægge en motiverende og meningsskabende undervisning, være fleksible og tålmodige i den unges tilvænningsperiode samt kunne tilgodese familien, så alle kan finde tryghed i processen.
Det er i første omgang vigtigst, at få skabt en god relation. At se hinanden i øjnene – menneske til menneske. Den gode relation skaber tryghed og et stabilt fundamentet for at være i stand til at modtage læring og genskabe motivationen for skolelivet.