Morgensamling

Eleverne på Juelsminde Dagskole er en del af et samlet hold. Der er fælles morgensamlinger med de andre elever, hvor der sættes fokus på nyheder, både vores egne, det der sker lokalt, og de brændpunkter der er i verden i dag.

Morgensamlingen er et optimalt sted, hvor vi inddrager biologi, geografi, samfundet og historien – i takt med vores virkelighedsnære vision.

Det er også her eleverne får ejerskab og indflydelse for de fælles højdepunkter, der er i løbet af året – vores koncerter, rejser og sportsstævner. Vores elevers input er vigtig, og de skal kunne føle, at de har medindflydelse. Vi tager også deres idéer ind, til hvordan de ønsker vores skole skal udvikle sig i form af nye praktiske projekter eller ændring af spisetider, hvordan vi kan spare på elregningen og anvende pengene anderledes osv. Det er vigtigt for os, at vi så vidt muligt driver skolen sammen og alle har ejerskab til deres skoleliv.

Klasser og ugestruktur

Eleverne er inddelt i klasser efter, hvordan de fungerer bedst sammen. Om de har brug for 1:1 undervisning eller de fungerer fint i små grupper. Klassestørrelser varierer alt efter behov og tilpasses løbende gennem skoleåret.

Størstedelen af de elever, der er tilknyttet Juelsminde Dagskole profiterer ikke af lange skoledage. Derfor har vi valgt at lægge de ekstra timer som temadage i weekender, ekstra lejrture, rejser og udflugter. Det giver ro i hverdagen, bedre læringsforhold og større udbytte, når eleverne kan lære på deres præmisser.

 

En almindelig ugedag på Juelsminde Dagskole

08.30 – 09.15  Morgensamling

09.25 – 11.00  Undervisning / praktisk

11.00 – 11.40  Frokost

11.40 – 14.00  Undervisning / praktisk / kreativt / musik / sport

(Fredag 8.30 – 12.00)

 

Ferieplanen

Vores ferieplan er identisk med de kommunale skolers ferieplan i Hedensted kommune.

 

Mobbepolitik

Vi har nul tolerance overfor mobning. HER kan du se vores mobbepolitik

Fagrække og elevplaner

Juelsminde Dagskole tilbyder folkeskolens afgangsprøver i den fulde fagrække.
Fagrækken består af dansk, matematik, engelsk, tysk, historie, religion, samfundsfag, biologi, geografi, fysik/kemi og idræt.

Vi tilrettelægger ofte undervisningen ud fra et praktisk perspektiv, og det er i den sammenhæng naturligt for os, at inddrage kreative og musiske værksteder, til at understøtte den teoretiske læring. Fagene kan hedde noget andet, end det de plejer. Matematikken kan læres i skoven, på stranden, i tømrerværkstedet eller i supermarkedet i stedet for i klasseværelset. Undervisningen foregår dog primært i klasseværelset.

Ved skoleårets start laver lærer og elev en elevplan sammen, hvor målene for året beskrives, både i de individuelle fag såvel som elevens personlige mål. Nogle er måske ret godt med i det faglige, men har mange udfordringer på andre områder. Andre er kørt helt fast i matematikstykkerne og har brug for succes med andre fag eller aktiviteter, før de kan tage livtag med de sværeste pukler.

Det vigtigste er, at hver elev har netop de mål og den plan, som gør, at den enkelte udvikler sig, kan fordybe sig, får overskud til at være en del af fællesskabet og tager ejerskab til sin egen udvikling og uddannelse.

Evaluering og afgangsprøver

Eleverne er med i planlægningen af deres skoledag. Her bruger vi blandt andet elevplanerne, som et aktivt redskab for at gøre læringsmålene tydelige. Hver 6. uge mødes eleven med kontaktlærer og kontaktpædagogen/forældre, for at evaluere planen og målsætningen. Der rettes til og holdes fast. Struktur og forudsigelighed går hånd i hånd med fleksibilitet og empati.

På Juelsmide Dagskole kan eleverne også tage 9. og 10. klasses eksamen i den fulde fagrække. Selve eksamen foregår i samarbejde med Juelsminde Folkeskole, som er eksamensskolen. Hvis en elev ikke ønsker at aflægge prøve i hele fagrækken, er der mulighed for blot at gå til eksamen i de tre fag: dansk, matematik og engelsk.

Vi afholder også en anden slags eksamen på Juelsminde Dagskole. Vi kalder den Folkeeksamen og den handler i bund og grund om, at eleven vælger et produkt, som han/hun har arbejdet med de seneste par måneder og fremviser dette for en gruppe af indbudte venner af huset. Emnet er frit og produktet kan være mange forskellige ting som f.eks. en tale, en visuel fremvisning, en optræden, et digt, en forklaring på hvordan man skiller en motor ad, et individuelt- eller et fælles produkt.

Eksamen går ikke ud på at finde ud af, hvad eleven ikke kan. Eksamen går ud på at styrke elevens opfattelse af sig selv og give han/hende vejledning og mod på nye udfordringer.